Så er der jazz og hygge, lørdag eftermiddag i Biffen. Temaet er legendariske tenor saxofonister.
Der vil blive vist film med Lester Young, Coleman Hawkins, Ben Webster og Sonny Rollins.

Efter filmene vil der være mulighed for at nyde en forfriskning i Biffens foyer. Her vil man kunne høre levende musik eller et DJ sæt fra DCJ’s unikke vinyl samling. DJ’s vil være Torben Amstrup og Kristian Skjødt fra Det Jyske musikkonservatorium.

Det ældste klip er fra 1944, hvor man lavede kortfilmen Jammin’ The Blues med Lester Young. Stilsikkert filmet af Robert Burkes hører man Young i eminent samarbejde med bl.a. Cootie Wiiliams, Jo Jones og sangerinden Marie Bryant. Stemingen er tilbagelænet og cool helt i Lester Youngs ånd.

Mere pågående spil vil man kunne høre i klippene med Coleman Hawkins og Ben Webster. Hawkins er filmet af belgisk tv i Bruxelles i samarbejde med bl.a. bluesguitaristen Mickey Baker. Optagelsen Jazz from Studio 61 med Ben Webster er lavet af amerikansk tv i 1959.

Webster er her optaget i sammenspil med en sextet med de musikalske åndsfælder Vic Dickinson på basun og trompetisten Buck Clayton. Vi hører bl.a. Webster i balladen Chelsea Bridge og en forrygende up tempo udgave af Duke Ellingtons C Jam Blues.

Tenor saxofonist temaet rundes af med et afsnit af tv udsendelsen Jazz Casual med Sonny Rollins. I en blanding af koncert i tv studiet og interview fortæller han om sit forhold til den moderne jazz og spiller sammen med guitaristen Jim Hall bl.a. en både smuk og forrygende udgave af Billie Holydays God Bless The Child.

Info
Sted: Biffen i Nordkraft
Tid: Lørdag den 5. november, kl. 14.00
Hjemmeside: Biffen.eu/Film-jazz &Vinyl
Hjemmeside: Denstoredanske.dk/jazz

Det føltes som umindelige tider siden, at jeg sidst havde besøgt Planetariet, der  i disse dage for øvrigt holder 25 års jubilæum. Og indenfor i det store rum, hvor jeg stillede mig i kø til til den udsolgte koncert, er der stadig udstillingsmontre med gengivelsen af den første mand på månen, infoskærme med fakta om planeter og store modeller af satellitter.

Her kan man lære om universets uendelighed og menneskets små erobringer af det. Selv på herretoilettet, hvor man ellers stirrer tomt ind i væggen, mens man forretter sin nødtørft, er der placeret et billede: “Vidste du at Nordstjernen (Polaris) er den eneste stjerne, der set fra Jorden står samme sted på himmelen nat efter nat?” Nej, det er fakta jeg ikke var bekendt med!

Imidlertid sagde min intuition mig, uden at jeg før havde hørt Carsten Dahl, at aftenens koncert ville blive en af de helt særlige.

Væren

Planetariets sal er stejl og med sæder, der kan krænges langt tilbage. Når jeg lænede mig tilbage i stolen, fyldte lærredet hele mit synsfelt. Nedenfor var der gjort plads til flyglet, hvor Carsten Dahl satte sig til rette efter en introduktion fra hans pladeselskabsmand.

Samtidig med at Carsten Dahl tryllede de første toner frem på flygelet, startede filmen. Den klaustrofobisk korte afstand mellem mig og lærredet, kroppen og himmelen, fik mig til at føle som astronauten i Stanley Kubricks ”Rumrejsen år 2001” der i sidste del af filmen bevæger sig ind i et ukendt univers.

Med øjnene vidt åbne bevidnede jeg naturens undere, fra makro-til mikrokosmos, fra planeterne til sommerfuglevingernes skæl. Og som i filmen, hvor lydsiden blot tager en længere og længere ud, førte Carsten Dahl, med sine eminente fraseringer, mig væk fra Planetariets sal.  De musikalske improvisationer gjorde, at jeg ikke var bevidst om, hvor langt nummeret var, og hvor det ville ende.

Det var fantastisk at blive frigjort fra min ellers vanlige kritiker mine, og i stedet at befinde mig i en tilstand af ren væren, hvor jeg fuldstændigt faldt hen i oplevelsen.

Under og intuition

Da koncerten sluttede efter 45 minutter, men hvad der føltes uendeligt mindre, var der mulighed for at stille spørgsmål. Carsten Dahl tog beredvilligt imod, og vi fik både hørt historien om hans brummen, når han spiller. Hvordan han i sit barndomsland lærte at spille klaver, inden han fik et klaver. At han ikke er skrap til noder, men at det i stedet er legen og intuitionen, der har givet ham evnen til at skabe musikken.

Planetariets fremvisning af astronomien og den konkrete videnskab, der baserer sig på målinger og beregninger, stillet over for Carsten Dahls improvisationer kunne lyde som et paradoks. I stedet blev det til en smuk symbiose mellem universet, Carsten Dahl og flyglet, billede og lyd. Tak!

Carsten Dahls nyeste udgivelse ”The Myth and The Moth”, der er den sidste del af en album trilogi, kan købes til kun 30 kr. i en Tiger butik eller som download.

Jeg er ikke – modsat min hustru – frankofil. Det forfaldne, industrielle, rodede og kaotiske, ser jeg som noget, der fremmer kreativiteten, frem for den umiddelbare skønhed og fortidens stilstand. Her taler vi om min opfattelse af Berlin vs. Paris. Så jeg var rigtig glad for, at jeg blev inviteret til at få netop min opfattelse rystet eller ihvertfald opdateret – med French Jazz Week, der foregår i denne uge i København. At få en petit smag af Frankrig.

Et lille stykke frankrig

Det startede vel nok så fransk, som det kunne, da vi i mandags besøgte et lille stykke af landet, Den Franske Ambassade, beliggende smukt, stolt og tillukket ud til Kongens Nytorv. Da vi var kommet forbi de venlige vagter, hvor vi blevet scannet, som skulle vi med flyveren til Paris, gik vi op ad de brede marmortrapper til de to saloner.

Storslåede var begge saloner med gobeliner, kæmpe lysekroner, glasspejle og skulpturer. Det eneste, der skulle flyttes, hvis man fik den idé at opføre et klassisk lystspil, var en model af en jumbojet fra Air France.

Det var i sig selv en oplevelse at være her. Historiens vingesus mærkes, og selvom jeg ikke ved det, fornemmede jeg, at statsmænd som Charles de Gaulle og François Mitterrand, havde gået rundt her og tænkt deres tanker, for så en gang imellem at stoppe op og kigge ud af vinduerne mod den ganske, danske verden.

I den bagerste og største salon var det stillet stole op til gæsterne. Koncerten var udsolgt, og vi skulle se Michael Felberbaum akkompagneret af Leonardo Montana ved flyglet og Frédéric Borey på saxofon. Uden at være den største jazzkender fornemmede jeg – da mit hjerte begyndte at slå med samme puls som musikken –  at man havde valgt at præsentere musikere fra den øverste hylde i fransk jazz.

Det svingede let og lækkert og Michael Felberbaum fik sin guitar; ikke til at lyde som et instrument til at spille rock, heller ikke blues, men til lige nøjagtig at være ét med jazzen. Jeg var begejstret og havde lyst til at smage mere.

På The Standard

Onsdag besøgte jeg så for første – men bestemt ikke sidste – gang jazzklubben, The Standard. Det lækre spillested tæt på Nyhavn emmer af coolness, men var overraskende nok ikke en gang halvfyldt. Og så alligevel ikke så overraskende. For man havde valgt at sætte billetprisen til hele 270 kr. Nok er det gode musikere, men hvis formålet er at promovere Frankrig og dets jazzscene må 100 kr. være maks. for herhjemme ukendte navne.

Det lille fremmøde lod bandet, der nu udover Michael Felberbaum bestod af en trommeslager, pianist og bassist, sig ikke mærke med. Som den sidstnævnte sagde, da vi talte med ham efter koncerten “det er ikke antallet, men kvaliteten af publikummet, der betyder noget.”

Og vi var med, mens vi sad ved de små borde. Vi vippede med fødderne og rystede svagt på hovederne som et “ja” til, at musikken svingede lige der, hvor den skal. Klappede og råbte “yeah” efter soloer og fik bandet op til ekstranummer, fordi vi få larmede det mere.

Tempoet var højere til denne koncert, men musikken havde igen lige dét ekstra. Som en lille båd på havet sejlede vi afsted. Forvisset om at kaptajnen havde styr på det hele, så vi blot kunne lukke øjnene, nyde bølgeskvulpene og bådens behagelige vuggen.

Fornemmelsen og smagen

Det var de to koncerter, jeg oplevede til French Jazz Week Copenhagen. Efter dette tænkte jeg: Hvori består det franske i en musiktradition af amerikansk oprindelse? Jeg er hele tiden vendt tilbage til Michael Felberbaum og hans guitar, der så har ledt mine tanker videre til den verdenskendte jazz guitarist, Django Reinhardt.

Jeg har altid troet, at Django Reinhardt var amerikansk. Men da jeg undersøgte det, fandt jeg ud af, at han i virkeligheden var fransk/belgisk. Og så må jeg sige, at den tradition bæres smukt videre af Michael Felberbaum.

Men her er alligevel tale om noget mere end en mand og en guitar. En fornemmelse af noget, der kun kan være fransk, som giver mig lyst til at smage på mere. Noget delikat sammensat, som jordbær, der dyppes i varm chokolade.

Værd at vide

Institut français
Hjemmeside: institutfrancais.dk

Michael Felberbaum
Hjemmeside: facebook.com/michaelfelberbaumusic

The Standard Jazz Club
Havnegade 44
1058 København K
Hjemmeside: thestandardjazzclub.com

Jeg er bestemt ikke nogen jazz-connoiseur, og jeg førhen har heller ikke været særlig god til at udnytte tilbudende i løbet af Copenhagen Jazz Festival. I år kom jeg dog afsted til et par events. Et af dem var Girls in Airports’ koncert på Frederiksberg Brandstation. Det var blandt andet også på grund af spillestedet, at jeg faldt for netop denne koncert. Og brandstationen udgjorde da også en virkelig fin setting.

Venue og musik gik op i en højere enhed

Den lukkede gård udgjorde et intimt udendørs koncertsted, som passer rigtig godt til en jazz koncert en tidlig lørdag aften. Folk sad i krogene og nød de sidste solstråler inden koncerten gik i gang og solen dykkede bag de Frederiksbergske tage. Der var en rolig stemning med grupper af folk i alle aldre, der mødtes med tæpper og vin. Arrangørerne trak tiden lidt, da køen for at komme ind i brandstationens gård var længere end forventet. Folk fandt stille og roligt plads foran scenen, der var placeret i et af gårdens hjørner.

Da musikken startede bredte roen sig som en steppebrand. Sjældent har jeg set så koncentreret et publikum. Flere lyttede med lukkede øjne og stort set hele massen bevægede sig rytmisk og vuggende i takt med musikken. Girls in Airports’ sange var melodiske prydstykker, der byggede op, kulminerede og virkelig imponerede. Der var vist ikke en blandt publikum, der ikke blev revet med af bandets stemningsfyldte melodier.

“Ret rart sted at være” 

Bandet selv virkede oplagte, selvom de blankt indrømmede at de netop var fløjet ind fra en koncert i Spanien. Det var dejligt at se et band, der levede sig helt ind i deres egen musik, jammede lige tilpas meget, og havde overskud til at tale til deres publikum. En af saxofonisterne fik til store klapsalver også udtalt, at Frederiksberg Brandstation i det øjeblik da var “et ret rart sted at være.”

Om Copenhagen Jazz Festival

Girls in Airports spillede på festivalens 9. og andensidste dag. I alt har der i løbet af festivalen været 1396 koncerter, fordelt på 125 spillesteder. Dermed er Copenhagen Jazz Festival Københavns største musikfestival.

Årets udgave var den 38. og jeg tør godt garantere, at jeg fremover vil være endnu bedre til at udnytte festivalens tilbud. Stemningen er skøn og alle tiltagene smitter af på resten af byen. Der var fx også en virkelig dejlig stemning på Gaarden & Gaden, da Tue Track vendte plader fredag aften.

Find mere information om Copenhagen Jazz Festival på www.jazz.dk og Girls in Airports på www.girlsinairports.net

English recap

The biggest festival in Copenhagen – Copenhagen Jazz Festival – has just ended. With more than 1300 concerts this year the festival set new records in attending audience. One of the more interesting venues this year included Frederiksberg Firestation, where Girls in Airports played a concert early Saturday evening. It was great to see the intimate setting and the moving melodies combined in a ‘meant to be’-kind of state. 

Indlægget Girls in Airports på Frederiksberg Brandstation blev vist første gang den Kulturformidleren.

Indlægget Interview med Mads Mulvad og Christian Skjødt blev vist første gang den Kulturformidleren.

Jeg har aldrig sat mig dybere ind i Louisianas musikalske profil og koncertprogram. Dels fordi, at jeg kommer for kunstens skyld. Dels fordi, at jeg foretrækker at tage den kortere tur til Hovedstadens spillesteder.

Denne allerførste gang var for at se Flamenco tilsat Jazz. For mig, der ikke er Vild med dans seer og ikke kan kender forskellen på Tango og Flamenco, var det ikke den mest oplagte debut. Men da en udstilling på Louisiana er adelsmærke for kunstnere, følte jeg mig tryg.

Til gengæld var jeg ikke selv topmotiveret til at tage af sted. Denne fredag var den sidste fredag med SKAM klip, og som alle der fulgte med i den serie ved, så formåede den at blive første prioritet i hverdagslivet. Kæmper stadig med skamstinenserne…

M.a.o. krævede jeg ubevidst det bedste af det bedste for ikke at komme til at kede mig og istedet sende tanker mod Oslo.

Optrædende

Var jeg ikke selv top-spændt, forhold det sig anderledes i Louisianas sal, hvor samtlige rækker var tæt på fyldte. En skøn blanding af ældre og forældre med børn. Det summede sammen af forventning.

På den lille scene nederst i hjørnet var der opstillet to trommesæt. Da lyset så blev slukket, begyndte festen. De to trommeslagere: Jonas Johansen og Niclas Bardeleben med butterfly og seler der så ud, som var de transporteret med en tidsmaskine fra en jazzklub fra 20’erne, startede sammen med at agere rytmemaskiner, klappede i takt i hænderne, på kroppen, mod hinanden.

Derefter trådte Selene Muñoz ind i rampelyset. Hun klappede ikke blot med, men lavede elegante og vilde bevægelser, som jeg aldrig har set i virkeligheden, men har nyt flere gange i gamle film med Gene Kelly og Fred Astair.

Det var ikke blot smukt at se på det var også meget akrobatisk, en fysisk præstation a la en cirkusartist. Igen, uden at være den store flamenco kender, fornemmede jeg, at Selene Muñoz mestrede genren til fulde og som en sand kunstner formede jazzen.

Derfor var der naturligvis også pauser, hvor Selene Muñoz forlod scenen for at skifte tøj og puste ud. De to trommeslagere, sammen med den cubanske bassist Yasser Pino fyldte tomrummet ud. Det var ikke det samme uden Selene Muñoz , men musikerne blev ikke afsløret som mindre talentfulde uden den store attraktion. Især trommebattlen mellem Jonas Johansen og Niclas Bardeleben var forrygende.

Publikum

Det ellers stoisk rolige Louisiana blev forvandlet til en jazzklub i Havanas storhedstid med hujen, klappen og ekstranumre. Ensemblet formåede at sprede livsglæde og passion ud til os allesammen. Det var så jeg glemte SKAM, og det er lidt af en præstation.

Jeg blev ikke meget klogere på, hvad der er Flamencoens kendetegn, men det havde ingen betydning. Hvis det bliver muligt, vil jeg gå efter igen at se Selene Muñoz.

Værd at vide

Hjemmeside: www.selenemunoz.com

Indlægget Selene Muñoz — Jazz og flamenco på Louisiana blev vist første gang den Kulturformidleren.

Spoken Jazz er en ny klub i København, der ryster lyrikken og musikken sammen i en lækker cocktail. En cocktail du kan nyde en gang om måneden (med sommerpause i juni) i Avenue Hotels bar og lounge. Hotellet ligger på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg, hvilket passer som fod i hose med det som klubben præsenterer: det klassiske og undergrunden.

Det er digteren Claus Høxbroe og rapperen Stik Op (Jakob Haahr-Pedersen) der har valgt at jazze lyrikken op med den nye spoken word-klub. Det emmer af klasse og coolness, og det er det også med nogle vilde afstikkere som bonus.

Sammen med de to, der finder lyrikerne og ordene, er det Peter Marrot som leverer jazzen og lyden. Peter er fremragende med sin trompet og dj-pult. Det er en kunst ikke at overdøve ordene eller gøre musikken overflødig. Han mestrer det!

Det var et flot line-up denne første aften. Udover de tre var der besøg af: Tobias Larsen med hans hudløst-skrabende lyrik, Mund De Carlo, der skyder rim hurtigere end min hjerne kan nå at fatte og Kaspar Colling Nielsen, som læste op fra ‘Den danske borgerkrig 2018-24’ Den skal snart genlæses.

Claus Høxbroe, Stik Op og Peter Marrot
Claus Høxbroe debuterede i 2006 med digtsamlingen ‘Hylet fra gaden’ og kunne fejre 10 års jubilæum som udgivet digter sidste år.
Stik Op (Jakob Haahr-Pedersen) er rapper og musiker med over 20 års erfaring fra både pladeudgivelser og livekoncerter.

Tobias Larsen
Debuterede med digtsamlingen ‘Undervejs’ i 2016. Hans intense oplæsninger kan bl.a. opleves i musik-lyrikprojekt Katolysik

Mund De Carlo
(Carlos Demsitz) kendt freestyle- og battlerapper. Senest har han udgivet pladen ‘Umage‘ og været på landsdækkende turne med gruppen Binær.

Kaspar Colling Nielsen
Forfatter til de anmelderroste bøger ‘Mount København’ og ‘Den Danske Borgerkrig 2018-24.’ Tidligere skrev han især digte, bl.a. inspireret af Søren Ulrik Thomsen.

Hele holdet

Avenue Hotel er ikke Chelsea Hotel og udsigten er ikke lige god fra alle steder i loungen. Men én mikrofon, én dj-pult, et lille cafebord til digtsamlinger og en bunke passionerede kunstnere. København har brug for mere af den slags! Jeg anbefaler en tur til næste omgang Spoken Jazz på Avenue Hotel.

Værd at vide

Hjemmeside: claushoxbroe.dk
Facebook: claushoxbroe

Indlægget Spoken Jazz Vol. 1 blev vist første gang den Kulturformidleren.

Gæsteskribent: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder. / Foto: Copenhagen Jazz Festival

Jeg har været til en masse jazzfestivaler……Lige netop så mange at de ligesom bare flyder sammen til en lang Jazzfestival.

Jeg husker Larry Graham på Islands Brygge, hvor jeg var backstage. Jeg husker Rosa. legenden fra Brasilien på Jazzhouse i Niels Hemmingens Gade, der var det års største navn.

Nulle og Verdensorkestret på Vandkunsten

Af årlige tilbagevendende gengangere kender vi Nulle og Verdensorkestret og ikke mindst Fessor, på Vandkunsten lørdag Kl. 16.00 og 9 dage efter søndag kl. 16.00, til jazzfestivalsafslutning hos Vicky på Sørens Værtshus, der kæmper med at få kunderne til at betale og ikke selv tage drikkevarer med. (Når man sådan får open-air gratis koncert, så medbring ikke drikkevarer hjemmefra please – tænk på Vickys 10.000 kroners regning til musikken-og husk at betale for din stol!).

For år tilbage mødte fruen og jeg en ”rar” ældre herre sidst i firserne, der dukkede op omkring  fem minutter i 16-tiden hos Vicky på Vandkunsten til årets store Nulle-begivenhed. Han kæmpede sig vej gennem de propfyldte rækker, og stoppede op ved os. Alt var optaget. Ikke en stol eller skammel tilbage, ja måske end ikke ti kvadratcentimeter tilbage, hvis det ikke lige var fordi. der rent faktisk var ti gange ti centimeter lige ved siden af os.

Han smilede venligt og spurgte, om han måtte sidde ved ”det unge par”. Vi nikkede og sagde ”Ja da…” endskønt der absolut ingen ledig stol var. ”Spiller ingen rolle” replicerede han, og åbnede sin stok, der indeholdt en praktisk stol han lige klappede ud, der mindede om den lystfiskere og jægere bruger. Vi sad fint sammen og nød de gamle Nulle-numre med ”Emil fra Lønneberg tema” og ”Tyrkeren”, der vrider Nulle-Klarinetten rundt på ekvilibristisk vis. Ofte er det ligesom klarinetten tager over og svinger rundt med Nulle og spiller på ham. Og Nulle skærer grimasser og ser betuttet ud over, at klarinetten nu har bestemt sig til at spille den eller den lyd – lidt som i Peter Bastians bog ”Ind i musikken”, hvor nodelinierne snurrer rundt og vrider sig, og konkurrerer om pladsen med becifringer og faner. Og midtpunktet charmerende Louise, synger ”Fly with me” i hendes sommerkjole med blomst i det store sorte krusede anisetteagtige hår.

Efter første sæt fortalte den navnløse gamle mand os, at hans hustru gennem over 60 år var på plejehjem med Alzheimers i Vangede og at han besøgte hende hver dag. Han berettede også om, at han i en sen alder var blevet glad for indernettet (Internettet) og havde lært det at kende på en kulturnat.  Vi har efterfølgende mødt ham til de to Verdensorkestre koncerter hvert år. Og hvert år det samme stop med stokkestolen og venlig konversation. Efter vel 8-9 sæsoner i træk håber vi mange år endnu at møde vores gamle ven, også her i 2017.

I Kongens have

Et af de andre store tilløbsstykker er A-Team, i Kongens have, med Niels Jørgen Steen ved rorpinden, om Søndagen Klokken 16.00. I A-Team ses den største nulevende danske Jazz-Legende Jesper Thilo med sin Sax. Og den kære A-Team dirigent kendes på sin lave mikrofonstemme til intro af numrene, ofte lyder NJS således: ”Og det …æste..der…pot..ir….edder… brummebrumme…som……ime bul…”, eller ” Og så ….al ..ører….mumle mumle…amle….uk…Ellington…n nummer….brumme”. Og så giver orkestret den ellers på alle tangenter. Her er der altid overraskelser i form af prominente gæstesolister – Et år sås Micala Fuglekvider Petri her, selv om alle troede, hun var gået fløjten.

Hvis vejret er til det, kan man få – som jeg fik et af årene – afbrændt sin overkrop, af solen, så man er nødt til at nyde ”After Sunens” forjættende egenskaber 14 dage efter. Modige modne damer ses også i bikini eller badedragter. Som bekendt er danskerne ikke udygtige, når det gælder pakning af madkurve og tæpper. Atter andre medbringer selv stole til det samme, nogle med indrykket kopholder til øllen og hvidvinsglasset.

Kongens Have er en rimelig stor have, men finurligt nok kommer man, år efter år til at sidde sammen med de samme mennesker fra sidste år – temmelig spøjst, men også hyggeligt. Det er nærmest som mange dyrearter, der ofte vender tilbage til nøjagtig samme habitat på dato år for år. Så nikker man til hinanden og smiler og udveksler jazz-erfaringer, og spiser de obligatoriske kirsebær. Niels Jørgen Steen slutter af med at sige, at de kun spiller de ti dage om året til jazzfestivalen og at resten af året holder de fri (NOT), og sluttelig at de er blevet for gamle til at gå ned og komme op igen, så de spiller ekstranumrene med det samme.

På PalæBar i Ny Adelgade

Åbningen af Jazzfestivalen finder sted på PalæBar i Ny Adelgade. Som navnet kunne antyde, ligger baren ikke i Palægade, men havde telefonnummer PALÆ 4271 i gamle dage. Her mødes alle (os), der er noget ved musikken eller i hvert fald gerne vil være det, fredag kl. 14.00 til uddelingen af PalæBar prisen til en jazzmusiker. Gaden udenfor baren bliver nærmest spærret af og der er ølkusk og pruttende bryggerheste med muleposer og ægte dampende hjemmelavede lune hestepærer. Der bliver uddelt gratis fadøl og vin, og følgelig en gadelang kø til de frie godter.

PalæBar er et samlingspunkt for gamle lidt halvsnallerede journalister, som ofte er et hyggeligt folkefærd. Der tales om gamle dage, sure chefredaktører og scoops, mens man slås om skamler, griner og having a good time. I den lange kø falder man nemt i snak med godtfolket. Der var en pensioneret rejseredaktør fra EB et af årene, der berettede om sine USA minder, fra kolde håndbajere i brune poser i New Orleans til udendørs boblebade i San Francisco bugten, og et USA damebekendskab der i månedsvis havde anset ham som mulig far til hendes gravide mave, hvilket senere skulle vise sig at være en and, da barnet havde afrikanske aner ved sin ankomst. Han underholdt også med, at i chefredaktør Gades tid på EB, blev Falbert ansat som den uartige dreng, der på bladets vegne kunne gå i fængsel om nødvendigt – flinke fyre, mens andre chefredaktører skulle være nogle ”skiderikker”.  En anden gæst fortalte om hans kendskab til kunstneren Degas (som han udtalte DeGas-ligesom i ordet gas). Alle PalæBars medarbejdere og deres familier er vist indkaldt til overarbejde netop denne ene særlige dag hvert år. Selv deres vinduespudser Flemming er med i kulisserne med udskænkning af øl og opsætning af parasoller plus diverse. Ud over det tror jeg ikke, jeg kan mindes ikke at have set Jens Navntofte og Hans V. Bishof som gamle monopolhelte, eller Hr. Filminstruktør Christian Doktor Lummerkrog Braad Thomsen, på PalæBar klokken 14.

I Nyhavnsankeret

Endelig er der Nyhavnsankeret, som meget praktisk har lagt sig i Nyhavn. Ofte badet i sol eller silende regn og med en intim lille scene, som er ladet fra en lastbil. I årevis var pauserne mellem de forskellige sets afbrudt af en lille hatteklædt lidt sur dame fra ”Copenhagen Harbour Jazz”, som opfordrede tilhørerne til at købe mere øl. Hun kiggede vredt rundt på tilhørerne og råbte op om, at musikken ikke er gratis og den slags.

Hmmmm….det er jo nok muligt, men hvorfor havde hun så ikke, som orangehårede Vicky fra Sørens, sat stole op, så man ligesom på en mere gennemskuelig måde kunne føle sig forpligtet til en investering i et plastikkrus fadøl.

Hos Charlie Scotts i Skindergade

Charlie Scotts på Skindergade jazzer det meste af året rundt og selvfølgelig big time til festivalen med nye arrangementer hele tiden. Og der er upstairs jazz med beskeden entre og søde tjenestepiger. Charlie Scotts er en genopståen af Long John på Købmagergade, som har aner tilbage til en gammel landsholdsspiller (…noget med OL i 1948), der investerede sine fodbold penge i en jazzklub og som i sin nuværende form nu ligger på Skindergade 45. Der findes endda en klub for jazzelskere dér ved navn Long John klubben.

Et af årene kunne opleves svenske Mattias Nillson på Roland/Gaffatape Pianoet med bassist og mundharmonikaspiller, og ingen ringere end Janus Tempelton på trommer. Tempelton ses ofte spillende med Jazzens største navne heriblandt ikonet Christina von Bülow. Bassisten kiggede misundeligt på mundharmonikaspilleren, der misundelsesværdigt nok, kunne have sit instrument i skjortelommen, mens bassisten må hyre en lille lastbil til sit instrument. På Charlie Scoot er der tale om rigtig New Orleans jazz, hvor der jammes og improviseres og for alvor laves udfordringer musikerne imellem – grænserne flyttes og overskrides ganske enkelt med Funk, Swing, Trad, Blues & Brassband – som de understreger i deres lille tryksag.

På Højbro Plads

I modsætning hertil stilles der hvert år en scene op på Højbro Plads. Her kommer der overpolerede faste bands med stive uniformer og spiller efter noder. Alt, hvad der hedder improvisation er pillet af . Der er tale om en iscenesættelse,  der ikke kan siges at have meget med jazz at gøre, nærmest lidt Bedemands logebroderagtigt, med fast tilrettelagt program og sure miner.

Med hele fire scener slår Huset-KBH på Rådhusstræde rekorden. Gårdscener er gratis med Lady og Vagabond stemning og fadbamser til en halvtredser. Til en af koncerterne introducerede musikeren fra Installation Of An Electric Stone Age:  ”Nummeret vi nu skal høre hedder

Columbus…jeg gentager Columbus” efterfølgende oven på det fantastiske instrumentale nummer, spurgte han om, hvem der kunne huske hvad nummeret hed? Jeg svarede højt: ”Columbus….Jeg gentager Columbus”….alle grinte, da nummeret jo blot hed ”Columbus”.  Musikeren grinede med og understregede, at hvis jeg var så vittig, kunne jeg vel også nedlade mig til at delagtiggøre forsamlingen i, hvornår Columbus opdagede Amerika……”1492” svarede jeg.  Nu stod den 2-0 til mig, måtte musikeren indrømme og stillede efterfølgende et sidste spørgsmål nemlig, om jeg kunne sige ”1492” på spansk, hvilket jeg ikke kunne………..så stillingen endte med 2-1 til undertegnede og bandet gjorde klar til næste nummer: ”Den rødflettede skov”.  Ud over Gårdscenen er der scener indendørs med navnene: Haut, Musikcafeen og Relations – her præsenteres alt fra useriøst eksperimentelt jazz til Jesper Thilo Galla Jam.

I Sørens (Vickys) Værtshus

Og som sagt slutter festivalen mere eller mindre af ved 18.00 tiden på Sørens (Vickys) Værtshus, når Nulle, Ole ”Fessor” Lindgren, Mads Hyhne (basun) Daniel Frank (bas), Bjørn Otto (Trommer), Marko Martinovic (klaver) og som rosinen i pølseenden Louise Albæk (Prinsessegade 55) takker af for denne gang til deres trofaste år efter år publikum, der altid tæller gassen Franz Bakerly. Repertoiret byder på Kai Normann Andersen, en hel del andet og John Mogensen. Og Nulle trækker et stykke fløjl ned gennem klarinetten med hans Frederic Chopin solonummer.

Der jazzes igennem til den årlige 10 dage lange festival, og for dem, der ikke kan få nok jazz, har hotel Savoy gennem mange år arrangeret morgen jazz med duoen ClassJazz. Her er det musikeren Peter, der som den eneste holder stilen med smoking, butterfly og skræddersyede shorts til smokingen, og hans kæreste Berit der bidrager med satinblød sangstemme og looks.

Og misser man noget, kan man blot tage til Århus Jazzfestival ugerne efter eller vente et helt år.

Værd at vide

Copenhagen Jazz Festival
Foregår hvert år i juli
Hjemmeside: jazz.dk

Indlægget Copenhagen Jazz Festival i det 20. og 21. århundrede blev vist første gang den Kulturformidleren.

Så gik der endnu et år, og det er atter tid til Danish Music Awards Jazz. Det er en begivenhed, som jeg har hyldet mange gange før, for den er bare sin egen. Danish Music Awards Jazz er jazz! På samme tid bagudskuende og avantgarde, traditionel og grænsesøgende. Samler unge og gamle om deres fælles kærlighed og passion: Jazz!

Den britiske jazzscene

Foto: Salem Wazaki

Hvert år – og det er nok femte år i træk – at jeg har været til Danish Music Awards Jazz, har jeg forladt Bremen med den tanke, at jeg må høre mere jazz. Det har været anderledes i år, i hvert fald siden august til Strøm Festival, hvor jeg så Moses Boyd (ham på det øverste billede). Der er efterhånden ikke mange musikere som kan overrumple mig. Moses Boyd var en undtagelse!

Ene ungersvend lavede han jazz med sit trommesæt og sampler. I sig selv en interessant konstellation. Men han mestrede det med både vild energi og jazzet coolness. Virkelig lækkert at se et kæmpe rytmisk talent vælge jazzen. Jeg erindrer at man engang sagde, at hvis man skal tjene en million kroner på at spille jazz, skal man have to millioner kroner.

Displaced Diaspora

Jeg har lyttet en hel del til Moses Boyds album, der udkom 28. september i år, ‘Displaced Diaspora’. Elsker nummeret ‘Rye Lane Shuffle’.

Efterfølgende har jeg fundet ud af, at Moses Boyd ikke er alene, men en del af en golden period for britisk jazz. Den har varet et par år, så jeg er slet ikke first mover Når jeg tænker over det, hørte jeg Alfa Mist, da han udkom sidste år med albummet ‘Antiphon’, men troede ubevidst at han måtte amerikaner og ikke britte.

Hvorfor er den britiske jazz fantastisk? Tja, for mig er det som med Moses Boyd; den er vital og vild uden at jeg står af (for mig er det en prøvelse at lytte til Weather Report). De behandler jazzen med respekt, men ikke med ærefrygt. Det er ikke acid-jazz eller lignende blandingsprodukter, men lyder som Blue Note plader der har fået pustet støvet af sig.

Er du heller ikke first mover mht. britisk jazz, kan jeg også anbefale dig følgende tre udgivelser. Vil du have flere har Red Bull lavet “Check out 21 of the most exciting records from the UK’s new jazz scene”

1) We Out Here (2018)

Det er altid godt at begynde med et album som samler flere af de bedste artister. Lyt bl.a. til nummeret ‘The Balance’.

 2) THE SHAKEDOWN featuring The 22archestra (2018)

Tenderlonious

Start med ‘SV Disco’. Rå lækkert nummer!

Black Focus (2016)

Yussef Kamaal

Okay, her emmer det af blandningsprodukt. I hvert fald er der noter af funk og hip-hop. Men det er jazz! Et album jeg anbefaler til alle – uanset om de er til jazz eller ej.

Det bliver interessant at se på mandag, om den britiske guldalder kan mærkes på den danske jazzscene.

The post Danish Music Awards Jazz & britisk jazz appeared first on kulturformidleren.

Jeg har længe været oppe at køre over den nye britiske jazzscene. Samtidig har jeg sukket lidt over, at de store navne ikke har besøgt København.

Læs eller genlæs: Danish Music Awards Jazz & britisk jazz

Heldigvis blev mit ønske opfyldt til året udgave af Copenhagen Jazz Festival. Yay!

Future Sound of Jazz

Copenhagen Jazz Festival spænder vidt med mange koncerter og kan derfor virke temmelig uoverskueligt. Det har du helt sikkert har oplevet, hvis du har bevæget dig rundt i byen. Heldigvis er programmet delt op i temaer. Mit valg var tre af hovednavne fra temaet Future Sound of Jazz.

Future Sound of Jazz opstod i 1996 på CJF. Fokus har været den elektroniske musik og dens kobling jazzen og improvisationsmusikken. Future Sound of Jazz har blandt andet præsenteret kunstnere som Matthew Herbert, Herbaliser, Polar Bear, Kruder & Dorfmeister, Burnt Friedman & Jaki Liebezeit, Forest Swords, Future 3, Nitin Sawhney, Juju & Jordash.

Alle billeder er mobilfotos, da jeg købte billetter og lod kameraet blive hjemme.

Kruder & Dorfmeister

Netop Kruder & Dorfmeister måtte jeg bare se. Deres lyd former mine 90’ere og musikken holder stadig. Især sammenlignet med den lettere kitchede franske lyd som bl.a. Air dengang stod for. De står stadig på min øverste hylde, når det gælder lounget jazzet electronica. Kender du dem ikke, vil mit første valg være deres remix album ‘The K&D Sessions’. Beklager, hele udgivelsen (2 stks CDér) er ikke tilgængelig på Spotify.

“Koncerten” i DRs koncerthus Studie 2 tog hele tre timer. Hvor mange af os nok havde forventet noget mere laidback, trykkede de pedalen i bund. Halvdelen af publikum stod af, halvdelen forsøgte at skabe en fest. Det havde nok været mere ideelt, hvis de havde spillet på Roskilde Festival, som blev afholdt samtidig. Men de to nu aldrende herrer kan stadig, og deres visual var noget af det bedste jeg har set.

Compost Records, hvor K&D var signet, udgiver for øvrigt complications med titlen The ‘Future Sound Of Jazz’. Formoder at de var først med navnet.

Yussef Dayes

Andet navn var Yussef Dayes, som spillede på Loppen. Yussef Dayes er anden halvdel af Yussef Kamaal, som jeg tidligere har skrevet om. Koncerten var udsolgt, men da jeg var ekstatiske over at skulle se ham, var der ikke andet at gøre end at stille sig op foran den 2o cm. høje scene … og så vente lidt over en time før, at han sammen med bassist og pianist trådte ind.

Læs eller genlæs: Danish Music Awards Jazz & britisk jazz

Koncerten skulle have været halvlanden time, men tog en time mere. Det meste af den time var et ekstranummer, som Yussef Dayes og bandet virkede overraskede over at blive hujet frem til. Yussef Dayes kaldte, med et stort smil, derfor nummeret for ‘Improvisation’.

Det bliver en af de koncerter, som med Lukas Graham på Viva, hvor venner og bekendte om nogle år ser Yussef Dayes på en af de store scener, og kommer hjem med glød i øjnene. Hvortil jeg repliserer: “jo, jo, men den når aldrig op på siden af koncerten på Loppen i 2019”. For tro mig, Yussef Dayes er på vej til at blive en jazzlegende.

Athletic Progression

Alfa Mist var den første fra den nye jazzscene, som jeg stiftede bekendtskab med. Han er allerede et internationalt navn og de ca. 500 siddepladser i Bremen alle optaget. Men inden han gik på, var der opvarmning: Athletic Progression.

Athletic Progression er et solidt dansk svar på den britiske scene. De gjorde det så godt, at det tog lidt tid lidt før, at jeg opfattede, at bandet er fra Århus. Som med Yussef Dayes intet horn, men bas, trommer og orgel. Smooth lyd og Moonwalk med basguitar. Det er svært ikke at elske.

Alfa Mist

Hvor Yussef Dayes leverede hans overbevisende talent med improvisativ begejstring, førte Alfa Mist os sikkert gennem koncerten.

Bandet var større og med horn, tempoet var lidt lavere end de to overnævnte. Overlækker lyd, lidt den samme følelse, som når jeg trækker i mit fløjelsjakkesæt. Tilhørsforholdet til hip-hop fremviste Alfa Mist, da han fortalte, at han havde drømt om at være rapper og gav os et nummer med egen lyrik. Det er godt for begge musikgenrer at Alfa Mist valgte jazzen.

De var de tre koncerter til året Copenhagen Jazz Festival, som jeg oplevede. Min ven Jesper Hillestrøm vælger en helt anden krog af jazzen. Det er der er så vidunderligt ved jazzen, den kan alt; er traditionel såvel som avantgard. Dem der siger, at musikelskere ikke kan finde noget i jazzen er fulde af løgn.

Next step: Kamaal Williams

Hov, jeg glemte at fortælle, at Yussef Dayes tidligere halvdel, Kamaal Williams, kommer til Hovedstaden. Han spiller sammen med Bwoy De Bhajan og Astrid Engberg til Strøm festival den 9. august 2019. Det koster gratis! Læs mere her…

The post Til Future Sound of Jazz appeared first on kulturformidleren.